For et år siden faldt min mor. Hun er 65 og lider af osteoporose. Det er en sygdom, som bevirker, at knoglerne er meget skøre. De brækker nemt. Det er faktisk ikke ualmindeligt, at kvinder lider af osteoporose. Vi taler bare ikke om det så meget.
På hospitalet
Men hun faldt altså og blev naturligvis bragt på hospitalet med det samme. Hun havde brækket benet. Lægerne mente, at hun ville komme sig 100%, hvis de lagde en skrue ind i benet, så det kunne hele fint. Hun lå på hospitalet i mange uger. Hvis jeg ikke tager helt fejl, så var det omkring 5 uger, måske 6.
De opererede hende, hun fik lagt en skrue ind. Benet helede, og hun blev sendt hjem. Og til genoptræning. Under genoptræningen fik hun ofte smerter, og hun måtte afbryde behandlingen sammen med fysioterapeuten. Vi blev naturligvis lidt bekymrede. Måske var træningsprogrammet for hårdt. Eller måske var fysioterapeuten ikke erfaren nok? I hvert fald hørte vi meget om stærke smerter i benet.
Blev for meget
Efter et langt stykke tid, hvor min mor havde bidt smerterne i sig, og vi havde været meget tålmodige, blev det for meget for min mor. Hun ringede efter en ambulance og blev kørt på hospitalet. Hun blev røntgenfotograferet, og lægerne kunne se en eller anden form for mystisk inflammation i området omkring skruen i hendes ben. Hun blev derfor opereret igen, fordi de mente, at hun reagerer på materialet, som den er lavet af. Det er ikke ualmindeligt. Og ganske rigtigt. Med den anden skrue i benet gik det bedre til genoptræning. Vi var sådan set lettede. Men også meget, frustrerede over, hvad der var sket. Er det rimeligt, at en 65-årig kvinde – med fuldtidsarbejde skal gå rundt og have ondt i benet i mindst 6 måneder efter en operation efter et fald?
Erstatning til patienter
Jeg talte med vores dygtige advokat om det. Han mente ikke, at det var rimeligt. Han mente også, at vi har været for høflige og autoritetstro. Hun burde søge om patienterstatning, sagde han. Han forklarede mig, at det er en proces, som går via noget, der hedder Patienterstatningen. Der er rimelige chancer for, at hun kan få noget, erstatning for alle de penge, hun har brugt på smertestillende midler og fysioterapi, som ikke gav det ønskede resultat, fordi kirurgerne ikke havde undersøgt, om hun kunne tåle materialet, den første skrue var lavet af.
Min mor var først meget afvisende mht. at søge om erstatning. Sådan er hun bare. Hun har en dyb tro på autoriteterne. Så hun vil helst ikke besvære dem. Men jeg og min søster insisterede på, at hun gjorde det. Hun har lidt i mere end et halvt år. Hun har kæmpet for at kunne beholde sit job. Hun gør alt, hvad hun kan for at være god borger. Er det rimeligt, at hun skal lide, fordi det er hendes karakter? Jeg mener ikke, det er rimeligt. Og det mener hendes advokat også. Han har lovet os at sørge for alt papirarbejdet, så hun kan få dækket nogle af de omkostninger, som hun har måttet bære. Han ved meget om erstatninger i særdeleshed.
