Her er meget stille på kontoret i disse dage. Alle mine kollegaer er på ferie, og jeg holder skansen alene. De eneste mennesker, jeg har mødt i dag, er en rengøringsassistent og IT-eksperten, som er ved at opdatere vores systemer. Jeg arbejder som konsulent og har til opgave at holde styr på nogle store offentlige projekter. Bl.a. et nyt hospitalsbyggeri. Jeg er god til det. Har flere års erfaring med den slags projekter. Men det er altså lidt kedeligt at sidde her alene. Det ville være rart, hvis blot én af mine kollegaer var her, så vi kunne diskutere projekterne og samtidigt hygge os med anekdoter fra gamle dage. Jeg deler kontor med to kollegaer. Vi er alle 3 samme årgang, og noget ældre end resten af konsulenterne her i organisationen. Vi har erfaring og hjælper ofte vores yngre kollegaer.
Det er ret morsomt. Vi har sådan en frase, hvor vi sætter en god sludder i gang: ”Kan du huske den eller den politiker fra 70’erne og skandalerne omkring det eller det?” De yngre aner ikke, hvad vi taler om, men vi kommer ofte til at grine, fordi skandalerne fra dengang var i samme boldgade, som de skandaler man taler om i dag.
Ny kontorstol?
Men lige i dag, er her kedeligt. Ok, jeg kan tillade mig at smække benene op på bordet og læne mig tilbage. Hvis jeg gør det, knirker min kontorstol. Og regnemaskinens taster larmer ualmindeligt meget i dag. Jeg har en stor regnemaskine købt her – med store taster. Den bruger jeg hver eneste dag, når jeg tjekker rapporterne over byggeriets omkostninger, eller skal lave projekteringer for de kommende måneders udgifter.
Jeg går ud i køkkenet og henter en kop kaffe. Den tredje i dag. Jeg kan leve på kaffe. Klokken er kun 10:30 – det bliver en lang dag. Går tilbage på kontoret og tjekker, hvornår jeg har byggemøde. På fredag. Jeg ringer til min dejlige hustru og spørger, om hun har travlt. Hun har et møde kl. 11, men ellers er der stille på hendes arbejde i dag. Jeg inviterer hende på frokost. Vi aftaler at mødes kl. 12:30 i Nyhavn. Jeg ringer til min yndlingsrestaurant og bestiller et bord til 2.
Vender tilbage til min regnemaskine for at koncentrere mig om regnskaberne de næste 2 timer. Kl. 12:20 tager jeg min nøgle og låser til kontoret. Hopper på metroen og tager ind til Kgs. Nytorv. Det er kun et enkelt stop. Går hen til restauranten og bestiller maden og et glas vin. Jeg ved, hvad min hustru gerne vil spise, så når hun kommer, behøver hun ikke at tjekke menuen. Hun dukker op og sætter sig med et dejligt smil på læberne. Hendes stol knirker også. Hun griner; ”Ja, jeg har nu ikke taget på, hvis det er det, du ville sige.” Hun har læst min tanke. ”Nej, det har du ikke, jeg ville bare sige, at den lyd minder mig om kontorstolen, jeg har.” (Tøhø.) Forsøget på at redde mig selv ud af den usagte tanke jeg havde, dur ikke. Hun smiler. Vi nyder frokosten, går tilbage til hvert sit job: ”Vi ses i eftermiddag.”
