Det er jo nok sådan, at stort set alle mennesker godt kan lide at få et klap på skulderen i form af, at man får ros for noget arbejde, man har udført. Sådan var det i hvert fald for mig, da jeg sidste år i slutningen af sommeren havde en samtale med indehaveren af det autoophug, hvor jeg i knap tre måneder havde haft et sommerjob, mens jeg havde ferie fra studierne på universitetet.
Han sagde direkte til mig, at han var godt træt af, at jeg ikke kunne fortsætte i jobbet, for han havde været yderst tilfreds med min indsats. Derfor kunne jeg jo heller ikke dy mig for at nævne, at hvis han kunne have brug for lidt hjælp i weekender eller på andre tider, hvor jeg ikke var optaget af mit studium, så skulle han da bare sige til, for jeg var nemlig også meget tilfreds med at arbejde for ham.
Det var sådan, at jeg efter gymnasiet havde aftjent min værnepligt og i den forbindelse havde taget kørekort til lastbil. Det var medvirkende til, at jeg fik feriejobbet, for arbejdet bestod i at køre rundt på Sjælland og hente skrotbiler til ophugning i firmaet. Det foregik med en lastbil med et lad, der var stort nok til at rumme op til tre personbiler, og arbejdet var egentlig nemt nok, da lastbilen er udstyret med et spil, så det var nemt at trække skrotbilerne op på ladet.
De første få dage kørte jeg sammen med en fastansat medarbejder, men han skulle så på ferie, hvorefter jeg kørte alene og klarede de forskellige opgaver. Udover selve afhentningen af skrotbilerne bestod arbejdet blandt andet også i at udbetale den statslige skrotpræmie til ejeren af skrotbilen. Læs mere om skrotpræmie på Sjælland her.
Det var der selvfølgelig ikke meget udfordring i, mens det var mere spændende at fastsætte en vurdering af de biler, der ikke var så gamle, at de reelt var værdiløse. Firmaet skal selvfølgelig have betaling for ophugningen af skrotbilerne, men hvis skrotbilen har dele af en vis værdi, er den jo mere værd for firmaet, så ejeren af bilen i nogle tilfælde kunne få mere udbetalt end den statslige skrotpræmie, mens vi måtte modregne i skrotpræmien, hvis ophugningen i sig selv ville blive en udgift for firmaet.
Jeg nød faktisk at være den, der efter en gennemgang af bilerne skulle afgøre det økonomiske mellemværende mellem ejeren af skrotbilen og autoophugget. Jeg blev i løbet af få uger ganske god til at fastsætte skrotpriser på biler, så både min chef og ejerne af bilerne var godt tilfredse.
Siden det feriejob sidste år har indehaveren af det pågældende autoophug ringet en del gange og bedt mig om at træde til i nogle weekender, for det er nemlig sådan, at en del ejere af skrotbiler ikke kan være hjemme indenfor almindelig arbejdstid, og derfor er der ofte behov for afhentning af skrotbil i en weekend.
På den måde har jeg haft en udmærket indtjening ved siden af SU’en, og jeg skal også arbejde for autoophuggeren i den kommende sommer.
