Jeg har aldrig brudt mig om linoleum. Det vil altså sige indtil for nylig. Jeg tror, det hænger sammen med, at dengang jeg var lille og gik i folkeskolen, havde vi en meget skrap lærer i formning. Jeg kan huske, at han forsøgte at lære os at lave linoleumstryk. Vi fik udleveret sådan en lille plade i brunt linoleum en lille mejsel – eller stemmejern, eller hvad det nu hedder. Vi skulle så skære i pladen med den der mejsel. Vi skulle følge nogle motiver, som han havde tegnet på pladen. Derefter skulle vi smøre maling på pladen og, så trykke den imod papir, så motivet kom frem.
Glad for at tegne
Jeg var faktisk glad for at male og tegne, men havde svært ved at styre mejslen. Og jeg brød mig slet ikke om det motiv, han havde tegnet. Et kedeligt landskab. Sådan rigtigt gammeldags. Når øvelsen var færdig, så gjorde vores lærer så det, at han lavede en liste over de bedste og værste linoleumstryk. Mit blev det dårligste af alle.
Jeg hadede ham for at udråbe til alle i klassen, hvor uduelig jeg var til at styre mejslen. Siden da har linoleum ikke været et favoritmateriale. (Og jeg fik da også at vide, at der bestemt ikke ligger en kunstner gemt i mig – hvilket fratog mig al lyst til også at male og tegne.)Men så her for ikke så længe siden skulle jeg hente min veninde på hendes arbejde. Hun arbejder i en stor virksomhed lidt uden for København, og vi havde aftalt, at vi ville køre en tur lidt længere væk i den retning og få en god pigemiddag sammen. Jeg havde også noget, jeg ville vise hende.
Flotteste gulve ever!
Så jeg kørte ud til hendes arbejdsplads og gik ind i receptionen for at vente på hende. Der så jeg det flotteste gulv, jeg nogensinde har set på sådan en arbejdsplads. Det var knaldrødt. Opsigtsvækkende – og meget – sådan – ’glad’ at se på. Jeg spurgte receptionisten om, hvad det var for et materiale, der lå på gulvet.
Da hun fortalte mig, at det var linoleum, var jeg ved at dåne af forbavselse. Jeg troede, at linoleum kun fandtes i den der kedelige, brune farve, ligesom den plade, jeg havde siddet og skåret i som barn. Men nej.Her var der tale om nogen, der havde forstand på det med gulvbelægning til erhverv!
Det med tæppefliser
Linoleum findes i mange farver – og det er supernemt at arbejde med. (Når man altså ikke er et lille barn i folkeskolen og foretrækker tæppefliser.) Jeg ved det, fordi jeg faktisk har overvejet at få lagt linoleum på en del af gulvet ude i laden ved den gamle gård, som jeg har overtaget sammen med min bror. Vi har indrettet laden til et kæmpestort værksted.
Jeg kan få lov til at arbejde med mine kunstværker, og han kan få lov til at pusle om sine guitarer og motorcykler.
Ja, jeg er kunstner. Har faktisk ret stor succes. Og min veninde blev begejstret for den udstilling, som jeg viste hende. Mine værker på udstillingen er allerede blevet solgt. Bl.a. er et af værkerne blevet solgt til det firma, som hun arbejder for.
