Kan ikke mere

Politiet ringer på døren. Jeg er alene. Har ondt i hele kroppen. Min mand er kørt på arbejde, og jeg har valgt at sygemelde mig. Jeg vælter ud af sengen. Går ud på badeværelset og tjekker mit ansigt. Jeg har en rød plet på kindbenet. Ellers ikke nogen synlige tegn på, at han slog mig i går aftes. Jeg åbner døren på klem. Der står en kvindelig og en mandlig betjent. De spørger, om jeg har brug for hjælp. De fortæller, at de blev ringet op af en nabo i går aftes. Naboen havde mistanke om, at der var voldsomme husspektakler hos os i går. Jeg svarer, at jeg ikke har brug for hjælp. Fortæller dem, at alt er fint. Siger undskyld til dem. De må have været hos naboen til den anden side, hvor der var problemer.

Vold igen

Jeg lukker døren. Ser betjentene gå tilbage til deres vogn. Jeg lægger mig tilbage i sengen. Kommer til at græde. Kan ikke klare mere. Det er ikke første gang, at han har slået mig. Jeg har altid kunnet klare det. Har været god til at kamuflere de blå mærker og dermed, at jeg har været udsat for vold. Tankerne begynder at vælte rundt i hovedet på mig. Jeg er forvirret. Kan ikke helt huske, hvad der skete i går. Jeg kan bare huske, at jeg stod og forsøgte at beskytte mig mod slagene.

Hvem var det der ringede til politiet? Jeg har en mistanke. Hende den emsige derinde ved siden af. Hvorfor blander hun sig? Det er vores sag, om vi vil slås eller elske. Jeg bliver sur på hende. Tænker, at hun sikkert ikke har bedre ting at tage sig til. Har sikkert ikke et liv selv. Jeg forsøger at glemme det. Glemme, at politiet kom. Glemme idéen jeg har. Den svage idé, som jeg ikke kan finde ud af, om jeg skal omsætte til virkelighed:

Krisecenter måske?

Skal jeg finde adressen på det kvindekrisecenter i Nordsjælland frem, som jeg fandt ved et tilfælde, en dag, da jeg sad og ledte efter madopskrifter? Er et kvindehjem løsningen for mig? Jeg skyder tanken fra mig. Orker bare ikke at tænke tanken til ende. Det vil kræve, at jeg pakker en taske med de nødvendigste ting. Det vil kræve, at jeg ikke ser min mand i mange måneder. Jeg ved det. Har jo læst om kvinder, der har været i den samme situation, som jeg er i nu. Jeg har slet ikke modet eller kræfterne til at gøre noget ved det. Vil helst også bare sørge for, at vi bliver gode venner igen. Jeg vil bare gerne have fred. Være i et almindeligt forhold, hvor vi opfører os pænt overfor hinanden.

Søvn kan måske hjælpe

Jeg vil prøve at sove lidt. Om et par timer vil jeg stå op. Finde på noget lækkert mad at lave. Sørge for at hygge om min mand, når han kommer hjem. Få ham til at glemme, at han slog mig. Han sagde jo undskyld i går. Han var ked af det. Det kan jeg huske nu. Jeg ved, at vi elsker hinanden. Jeg kan bare ikke forstå, hvorfor han slår mig.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
Disclaimer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *