Matematik er vigtig

Det var for os i familien noget af en festdag, da vores barnebarn, Mette, forleden dag var oppe til eksamen i det sidste fag og efterfølgende kunne få sat huen på hovedet efter en veloverstået HF eksamen.

Der var vist ikke mange i familien eller vennekredsen, der på noget tidspunkt havde tvivlet på, at Mette ville bestå eksamen med en god karakter, for hun er både velbegavet og flittig, så de fleste af os regnede da hele tiden med, at det ville være en let sag for hende.

Men for Mette var det helt tydeligt en lettelse, at hun også bestod den sidste eksamen, for trods hendes gode evner, så har hun aldrig været nogen ørn til matematik, som netop var det sidste eksamensfag, men hun klarede sig glimrende og bestod også i det fag med en pæn karakter.

Mens vi stod udenfor eksamenslokalet og ventede på, at hun skulle komme ud, tænkte jeg tilbage på den gang, da hun gik i sjette og syvende klasse, og hvor jeg ofte ydede hende hjælp til matematik, når hun havde nogle mere komplicerede opgaver. Mine egne forudsætninger er nemlig, at jeg i sin tid tog en matematisk studentereksamen, men da jeg aldrig i mit erhvervsaktive liv har beskæftiget mig med matematik, må jeg indrømme, at da Mette kom i de ældste klasser, kunne jeg ikke helt følge med mere.

Og det var bestemt ikke sådan, at hun ikke længere havde brug for matematikhjælp, for hun havde stadig svært ved at se logikken i de tørre tal. Det var stik modsat hendes evner i for eksempel de sproglige fag, hvor hun altid har været meget stærkt og konstant været blandt de bedste i sin klasse.

Det samme gjaldt de mere kreative fag, som også har passet bedre til Mettes temperament og evner. Også i de fag strålede hun som en lille sol, og det var de sproglige og kreative fag, der interesserede hende mest.

Da hun på et tidspunkt skulle tage stilling til, om hun ville gå på gymnasiet eller ej, var det reelt hendes store frygt for at gå til en matematikeksamen, der i den sidste ende gjorde udslaget. Så i stedet for at vælge gymnasiet, valgte hun at tage det 10. skoleår på en efterskole, og det blev i øvrigt et skoleår, hun nød i fulde drag.

Og opholdet på efterskolen blev også gavnligt for hende rent fagligt, for på efterskolen havde hun en lærer i matematik, der som den første nogensinde formåede at give hende nogle redskaber til at forstå de matematiske mysterier, som tidligere stod som noget meget tåget for hende. Det var ikke sådan, at hun ligefrem kom til at holde af det fag, men hun kunne selv mærke, at hun gjorde fremskridt indenfor matematikken.

Derfor valgte hun efter sit ophold på efterskolen at kaste sig over en HF eksamen, som hun nu har bestået. Hun valgte at bruge ekstra meget tid på sin forberedelse til matematik eksamen, og det gav altså også pote, så hun opnåede en flot gennemsnitskarakter.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/5 (0 votes cast)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*
*
Website